Den impressionistiske skrivestil er kendt for:
-Tanker og følelser er dækket, det gør at personerne er mere synlig, og fortælleren bliver derfor skjult.
- Der bliver brugt direkte tale, indirekte tale og dækket direkte tale.
- der brugt meget show it don't tell it - man viser det, i stedet for at fortælle det.
- flere sætninger er forbundet med 'og', 'men' og 'så'.
- ofte udelades udsagnsordet i sætningen, så det virker mere som talesprog.
-Anders
onsdag den 23. september 2015
Kort analyse af Den sidste balkjole
Den sidste balkjole er en novelle, da den har en enstrenget handling og foregår på afgrænset sted ( i byen de bor i). Den følger også berettermodellen:
.png)
Anslag: Emma sidder og syr sin balkjole, mens Antonie og deres mor snakker sammen.
Præsentation: Man hører om hvad søstrene gør sammen i løbet af sommeren.
Uddybning: Man får lidt at vide om de gode tider i byen og deres konfirmationer.
Point of no return: Da Emma får at vide at Otto skal giftes til en anden.
Konfliktoptrapning: Da Emma græder og Antonie græder med hende
klimaks: Da Emma bliver inviteret til ballet og får at vide at hun ikke kan danse fordi hun er blevet for gammel.
Udtoning: Da Emma hulker ned i hendes sidste balkjole.
Titel:
Titlen vækker opsigt og hænger sammen med teksten, da det handler om at balkjolen var hendes sidste chance for ægteskab.
Miljø:
Handlingen foregår i den lille by de bor i, det kan du se i dette uddrag- De kendte hvert køretøj i egnen: forpagterens sorte og sognefogdens to brune og doktorens enspænder med Lise.
Det viser at det er en lille landsby for der er kun få køretøjer og de kender dem alle.
Miljøet er beskrevet naturligt og smukt - Så fik roserne knopper, og de sprang ud, og søstrene sad de lange eftermiddage i vinløvslysthuset ved gærdet.
Personer: Emma og Antonie er hovedpersoner da de optræder næsten hele tiden i historien.
Moderen, doktorfruen, Otto og fru Wiberg er bipersoner.
Alle personerne i historien er flade og meget lidt beskrevet
Fortælleren:
Fortælleren er skjult da du ikke får at vide hvem fortælleren er og fortælleren er en flue på væggen.
-Astrid
Præsentation: Man hører om hvad søstrene gør sammen i løbet af sommeren.
Uddybning: Man får lidt at vide om de gode tider i byen og deres konfirmationer.
Point of no return: Da Emma får at vide at Otto skal giftes til en anden.
Konfliktoptrapning: Da Emma græder og Antonie græder med hende
klimaks: Da Emma bliver inviteret til ballet og får at vide at hun ikke kan danse fordi hun er blevet for gammel.
Udtoning: Da Emma hulker ned i hendes sidste balkjole.
Titel:
Titlen vækker opsigt og hænger sammen med teksten, da det handler om at balkjolen var hendes sidste chance for ægteskab.
Miljø:
Handlingen foregår i den lille by de bor i, det kan du se i dette uddrag- De kendte hvert køretøj i egnen: forpagterens sorte og sognefogdens to brune og doktorens enspænder med Lise.
Det viser at det er en lille landsby for der er kun få køretøjer og de kender dem alle.
Miljøet er beskrevet naturligt og smukt - Så fik roserne knopper, og de sprang ud, og søstrene sad de lange eftermiddage i vinløvslysthuset ved gærdet.
Personer: Emma og Antonie er hovedpersoner da de optræder næsten hele tiden i historien.
Moderen, doktorfruen, Otto og fru Wiberg er bipersoner.
Alle personerne i historien er flade og meget lidt beskrevet
Fortælleren:
Fortælleren er skjult da du ikke får at vide hvem fortælleren er og fortælleren er en flue på væggen.
-Astrid
tirsdag den 22. september 2015
Kvinder i 1800-tallet
I 1800-tallet havde kvinder ikke mange muligheder, de skulle enten blive gift med en mand der skulle sørge for dem mens de tog sig af børnene der hjemme, ellers skulle de blive barnepige, skuespiller eller prostitueret.
I denne historie bliver problemet om kvinder der har det svært, sat i fokus. Herman bang fortæller om en familie der havde en sidste chance men de forspilder den og kan derfor ikke sikre sin mors fremtid.
-Astrid
I denne historie bliver problemet om kvinder der har det svært, sat i fokus. Herman bang fortæller om en familie der havde en sidste chance men de forspilder den og kan derfor ikke sikre sin mors fremtid.
-Astrid
Fakta om Herman Bang
Han blev født i Asserballe på Als søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og mor Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871).
Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil.
Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturne,
og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
-Anders
Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil.
Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturne,
og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
-Anders
Uddrag fra Den Sidste Balkjole oversat til nydansk
Antonie sidder syer, mens modern ,søsteren og Emma kigger på. De sidder alle og snakker:
Nu skulle der endelig være bal. Det var såmænd også meget længe siden der havde været bal. Byen havde været død siden præst Wiberg tog fra. Flere kedelige julegilder på møllen med de aldrig stoppende selvskabslege, og det var altid det samme. Og så fødselsdagen på præstegården, med håndarbejde, og kedelig musik fra Barnepigen og fru hans. Ikke så meget som et skovbal, de sidste par år havde været hårde for de unge piger, som skulle finde en mand.
Men som dagene går, som enlig mor med sine to døtre mærker man ikke, hvor hurtigt dage bliver til år. Når foråret kom, plantede Emma og Antonie deres stueplanter ude i havebedet, og de to smukke kirsebærtræer stod flot med udsprunget blomster, dagens store spørgsmål var, om man kunne forvente mange kirsebær i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, søstrene sad flere eftermiddage nede i vinløsthuset ved gærdet. Sognefogden og møllern havde godt travlt, de kørte allerede hø ind fra markerne. Tiden går hurtigt, for der var allerede midt på sommeren.
Sommeren var ovre. De sidste blomster blev Fjernet af stormen. Emma og Antonie plukkede rønnebær til at pynte kakkelovnen til den lange vinter.
Efteråret var jo ikke så rart. Med dets evige lange regn og tåge, så tyk, at man ikke en gang kunne se op til møllen. Men vejen kunne man dog altid se fra vinduet, og hvor Emma og Antonie skiftedes til at sidde på Bakken. De kendte hvert køretøj i byen: bondens sorte heste, udlejerens brune heste og doktorens enspænder. Mens de alle kørte forbi på vejen sagde søsterene de samme ting om de samme mennesker. Det bliver snart jul. Julen med alle sine små hemmeligheder og glæder - og det nye år kommer: den hvide sne ligger strålende over markerne, dagen bliver længere og længere... Og så er det igen forår.
Hele teksten i originalform:
http://www.net-uv.dk/dansk/Tekster/Herman%20Bang%20-%20Den%20sidste%20Balkjole.pdf
-Anders
Nu skulle der endelig være bal. Det var såmænd også meget længe siden der havde været bal. Byen havde været død siden præst Wiberg tog fra. Flere kedelige julegilder på møllen med de aldrig stoppende selvskabslege, og det var altid det samme. Og så fødselsdagen på præstegården, med håndarbejde, og kedelig musik fra Barnepigen og fru hans. Ikke så meget som et skovbal, de sidste par år havde været hårde for de unge piger, som skulle finde en mand.
Men som dagene går, som enlig mor med sine to døtre mærker man ikke, hvor hurtigt dage bliver til år. Når foråret kom, plantede Emma og Antonie deres stueplanter ude i havebedet, og de to smukke kirsebærtræer stod flot med udsprunget blomster, dagens store spørgsmål var, om man kunne forvente mange kirsebær i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, søstrene sad flere eftermiddage nede i vinløsthuset ved gærdet. Sognefogden og møllern havde godt travlt, de kørte allerede hø ind fra markerne. Tiden går hurtigt, for der var allerede midt på sommeren.
Sommeren var ovre. De sidste blomster blev Fjernet af stormen. Emma og Antonie plukkede rønnebær til at pynte kakkelovnen til den lange vinter.
Efteråret var jo ikke så rart. Med dets evige lange regn og tåge, så tyk, at man ikke en gang kunne se op til møllen. Men vejen kunne man dog altid se fra vinduet, og hvor Emma og Antonie skiftedes til at sidde på Bakken. De kendte hvert køretøj i byen: bondens sorte heste, udlejerens brune heste og doktorens enspænder. Mens de alle kørte forbi på vejen sagde søsterene de samme ting om de samme mennesker. Det bliver snart jul. Julen med alle sine små hemmeligheder og glæder - og det nye år kommer: den hvide sne ligger strålende over markerne, dagen bliver længere og længere... Og så er det igen forår.
Hele teksten i originalform:
http://www.net-uv.dk/dansk/Tekster/Herman%20Bang%20-%20Den%20sidste%20Balkjole.pdf
-Anders
Abonner på:
Opslag (Atom)