I 1800-tallet havde kvinder ikke mange muligheder, de skulle enten blive gift med en mand der skulle sørge for dem mens de tog sig af børnene der hjemme, ellers skulle de blive barnepige, skuespiller eller prostitueret.
I denne historie bliver problemet om kvinder der har det svært, sat i fokus. Herman bang fortæller om en familie der havde en sidste chance men de forspilder den og kan derfor ikke sikre sin mors fremtid.
-Astrid
tirsdag den 22. september 2015
Fakta om Herman Bang
Han blev født i Asserballe på Als søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og mor Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871).
Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil.
Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturne,
og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
-Anders
Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil.
Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturne,
og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
-Anders
Uddrag fra Den Sidste Balkjole oversat til nydansk
Antonie sidder syer, mens modern ,søsteren og Emma kigger på. De sidder alle og snakker:
Nu skulle der endelig være bal. Det var såmænd også meget længe siden der havde været bal. Byen havde været død siden præst Wiberg tog fra. Flere kedelige julegilder på møllen med de aldrig stoppende selvskabslege, og det var altid det samme. Og så fødselsdagen på præstegården, med håndarbejde, og kedelig musik fra Barnepigen og fru hans. Ikke så meget som et skovbal, de sidste par år havde været hårde for de unge piger, som skulle finde en mand.
Men som dagene går, som enlig mor med sine to døtre mærker man ikke, hvor hurtigt dage bliver til år. Når foråret kom, plantede Emma og Antonie deres stueplanter ude i havebedet, og de to smukke kirsebærtræer stod flot med udsprunget blomster, dagens store spørgsmål var, om man kunne forvente mange kirsebær i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, søstrene sad flere eftermiddage nede i vinløsthuset ved gærdet. Sognefogden og møllern havde godt travlt, de kørte allerede hø ind fra markerne. Tiden går hurtigt, for der var allerede midt på sommeren.
Sommeren var ovre. De sidste blomster blev Fjernet af stormen. Emma og Antonie plukkede rønnebær til at pynte kakkelovnen til den lange vinter.
Efteråret var jo ikke så rart. Med dets evige lange regn og tåge, så tyk, at man ikke en gang kunne se op til møllen. Men vejen kunne man dog altid se fra vinduet, og hvor Emma og Antonie skiftedes til at sidde på Bakken. De kendte hvert køretøj i byen: bondens sorte heste, udlejerens brune heste og doktorens enspænder. Mens de alle kørte forbi på vejen sagde søsterene de samme ting om de samme mennesker. Det bliver snart jul. Julen med alle sine små hemmeligheder og glæder - og det nye år kommer: den hvide sne ligger strålende over markerne, dagen bliver længere og længere... Og så er det igen forår.
Hele teksten i originalform:
http://www.net-uv.dk/dansk/Tekster/Herman%20Bang%20-%20Den%20sidste%20Balkjole.pdf
-Anders
Nu skulle der endelig være bal. Det var såmænd også meget længe siden der havde været bal. Byen havde været død siden præst Wiberg tog fra. Flere kedelige julegilder på møllen med de aldrig stoppende selvskabslege, og det var altid det samme. Og så fødselsdagen på præstegården, med håndarbejde, og kedelig musik fra Barnepigen og fru hans. Ikke så meget som et skovbal, de sidste par år havde været hårde for de unge piger, som skulle finde en mand.
Men som dagene går, som enlig mor med sine to døtre mærker man ikke, hvor hurtigt dage bliver til år. Når foråret kom, plantede Emma og Antonie deres stueplanter ude i havebedet, og de to smukke kirsebærtræer stod flot med udsprunget blomster, dagens store spørgsmål var, om man kunne forvente mange kirsebær i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, søstrene sad flere eftermiddage nede i vinløsthuset ved gærdet. Sognefogden og møllern havde godt travlt, de kørte allerede hø ind fra markerne. Tiden går hurtigt, for der var allerede midt på sommeren.
Sommeren var ovre. De sidste blomster blev Fjernet af stormen. Emma og Antonie plukkede rønnebær til at pynte kakkelovnen til den lange vinter.
Efteråret var jo ikke så rart. Med dets evige lange regn og tåge, så tyk, at man ikke en gang kunne se op til møllen. Men vejen kunne man dog altid se fra vinduet, og hvor Emma og Antonie skiftedes til at sidde på Bakken. De kendte hvert køretøj i byen: bondens sorte heste, udlejerens brune heste og doktorens enspænder. Mens de alle kørte forbi på vejen sagde søsterene de samme ting om de samme mennesker. Det bliver snart jul. Julen med alle sine små hemmeligheder og glæder - og det nye år kommer: den hvide sne ligger strålende over markerne, dagen bliver længere og længere... Og så er det igen forår.
Hele teksten i originalform:
http://www.net-uv.dk/dansk/Tekster/Herman%20Bang%20-%20Den%20sidste%20Balkjole.pdf
-Anders
Abonner på:
Opslag (Atom)